LEVERINGSBETINGELSER

ALMINDELIGE SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER

for

STÅLRØR AS
CVR-nr. 30756711

§ 1
Generelt

Disse Salgs- og leveringsbetingelser gælder for enhver leverance fra Stålrør AS, medmindre Salgs- og leveringsbetingelserne fraviges eller modificeres ved skriftlig aftale. Salgs- og leveringsbetingelserne gælder således forud for eventuelle modstående eller afvigende bestemmelser i en af Køber afgiven ordre, accept eller eventuelle købsbetingelser, medmindre disse skriftligt og udtrykkeligt er accepteret af Stålrør AS.

§ 2
Produktinformation m.v.

Kun de tekniske oplysninger og produktinformation, herunder men ikke begrænset til vægt, dimensioner, kvalitet og andre data, der fremgår af Stålrør AS’ accepterede tilbud eller ordrebekræftelse, er bindende for Stålrør AS. Enhver oplysning i kataloger, salgs- og udbudsmateriale, brochurer, prospekter og andre skriftlige produktinformationer, tekniske tegninger m.v. er alene vejledende.

§ 3
Tilbud og accept

Stålrør AS’ tilbud er gældende i 8 dage fra tilbuddets datering, medmindre andet fremgår af tilbuddet. Alle tilbud er afgivet med forbehold for mellemsalg. Eventuelle leverancer eller ydelser, herunder prøver og certifikater m.v., som ikke er beskrevet i tilbud eller ordrebekræftelse er eksklusive i tilbuds- og købesummen. Når tilbuddet er accepteret af Køber, eller Stålrør AS accepterer et tilbud fra Køber, fremsendes ordrebekræftelse, som er bindende for begge parter. Eventuelle ændringer i ordren herefter kan medføre ændringer i pris og leveringstid.

§ 4
Pris

Købers ordre optages til den pris, der fremgår af det fremsendte tilbud eller ordrebekræftelse.

Alle priser er eksklusive moms, offentlige afgifter, told og/eller eksportafgifter m.v.

Stålrør AS er berettiget til indtil levering at ændre prisen på en ordre som følge af ændringer i priser fra Stålrør AS’ leverandører, prisstigninger på materialer, ændringer i valutakurser, told, skatter, afgifter m.v.

Eventuel emballering sker for Købers regning, medmindre andet er anført i ordrebekræftelsen. Stålrør AS foretager emballering, såfremt Stålrør AS finder dette nødvendigt, eller såfremt det ønskes af Køber. Emballage tages ikke retur.

§ 5
Specifikationer

Køber er ansvarlig for, at de tekniske data og materiellet i sin helhed egner sig til Købers behov og krav. Specifikationerne skal meddeles til Stålrør AS inden det i ordrebekræftelsen anførte tidspunkt, medmindre specifikationerne fremgår af ordrebekræftelsen. I modsat fald leveres ordren i almindelig handelskvalitet eller den kvalitet, der ellers er sædvanlig for det pågældende materiale. Stålrør AS forbeholder sig ret til uden varsel at foretage ændringer i de aftalte specifikationer, hvis det kan ske uden ulempe for Køber.

For så vidt angår tolerancer på dimension, længde, vægt m.v., gælder de af Stålrør AS normalt anvendte normer for det pågældende materiale. Stykvægte opgivet af Stålrør AS er teorivægte og alene vejledende.

§ 6
Levering

Leveringstiden anført på ordrebekræftelsen er omtrentlig. Stålrør AS kan ved skriftlig meddelelse til Køber forlænge en eventuelt aftalt leveringstid med op til 30 dage. Køber kan ikke hæve aftalen med henvisning til Stålrør AS’ forsinkelse før udløbet af den forlængede leveringstid. Køber er dog under alle omstændigheder ikke berettiget til at hæve købet, såfremt ordren allerede er sat i produktion på værket, eller hvis det nødvendige formateriale allerede er leveret til værket.

Levering sker fra EX WORKS (INCOTERMS 2010) Stålrør AS’ lager eller den anden lokalitet, som Stålrør AS oplyser på ordrebekræftelsen.

Al fragt og forsendelse sker for Købers regning og risiko, og Stålrør AS er uden ansvar af nogen art for tab eller skader foranlediget af fragten. Hvis Stålrør AS forestår bestilling af fragt/forsendelse, kan der blive tillagt et håndteringsgebyr på fragtprisen. Køber skal selv sørge for forsikring af transporten, idet Stålrør AS dog efter eget skøn og beslutning i enkeltstående tilfælde kan vælge at lade transporten forsikre, hvilket i så fald vil ske for Købers regning. Fragten sker i henhold til de af fragtfirmaets fastsatte vilkår og betingelser og eventuelle krav mod fragtfirmaet, herunder såfremt godset forsvinder under fragten, kan alene gøre gældende over for fragtfirmaet og alene i henhold til fragtfirmaets vilkår og betingelser herom.

Såfremt en afsendelse udskydes på grund af Købers forhold, overgår risikoen til Køber fra den dag, det solgte skulle være afsendt.

Uanset om Køber er berettiget til at hæve købet eller ej, er Stålrør AS uden ansvar for forsinkelser og tab, der måtte følge heraf, herunder men ikke begrænset til tab af avance, driftstab, tabt arbejdsfortjeneste, krav fra tredjemand eller andre direkte eller indirekte tab, medmindre forsinkelsen skyldes en af Stålrør AS udvist groft uagtsom eller forsætlig adfærd.

For alle leverancer skal Køber acceptere afvigelser i forhold til det bestilte kvantum på +/- 10 %. Over- samt underlevering modsvares af tilsvarende regulering af fakturabeløbet.

§ 7
Ejendomsforbehold

Ejendomsretten til de solgte effekter forbliver hos Stålrør AS, indtil hele købesummen er betalt.

§ 8
Betaling

Medmindre andet aftales skriftligt, er betalingsbetingelserne netto 30 dage fra fakturadatoen.

Udebliver betaling, er Stålrør AS berettiget til at beregne sig renter af det forfaldne beløb med 2 % pr. påbegyndt kalendermåned. Stålrør AS er berettiget til at kræve sikkerhed for betalingen i form af forudbetaling, bankgaranti eller lignende, såfremt dette af Stålrør AS skønnes nødvendigt.

Køber er forpligtet til at erlægge effektiv betaling og er således uberettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen som sikkerhed for opfyldelse af eventuelle modkrav, foretage modregning eller lignende. En sådan tilbageholdelse eller modregning vil være at betragte som en væsentlig misligholdelse af aftalen.

§ 9
Undersøgelsespligt og reklamation

Køber er forpligtet til straks ved modtagelsen at foretage en grundig undersøgelse af leverancen. Reklamationer med specifikation af de mangler, der gøres gældende, og dokumentation herfor skal ske skriftligt til Stålrør AS pr. mail senest 5 dage efter leveringen og for skjulte mangler senest 5 dage efter, manglen er eller burde være opdaget og under alle omstændigheder senest 6 måneder efter levering, for uforarbejdede stålprodukter dog senest 3 måneder efter levering. Undlader Køber at reklamere inden for denne frist, kan Køber ikke senere påberåbe sig eventuelle mangler.

Er der sket afhjælpning eller omlevering, kan Stålrør AS’ mangelsansvar ikke udstrækkes længere end 6 måneder efter levering, for uforarbejdede stålprodukter dog senest 3 måneder efter levering, og under ingen omstændigheder mere end 1 år fra den oprindelige leveringsdato.

§ 10
Ansvar for mangler og begrænsning af samme

Stålrør AS er uden ansvar for mangler, medmindre disse skyldes en af Stålrør AS udvist groft uagtsom eller forsætlig adfærd. Såfremt Stålrør AS er ansvarlig for mangler, er ansvaret begrænset til omlevering eller afhjælpning. Kan en af Køber rettidig påberåbt konstateret mangel afhjælpes, eller kan der ske om- eller efterlevering inden rimelig tid, er Køber forpligtet til at tåle en sådan afhjælpning uden ret til kompensation, erstatning eller ret til at hæve aftalen. Afhjælpning/omlevering, der påbegyndes senest 30 hverdage efter reklamationens modtagelse hos Stålrør AS, anses altid som afhjælpning inden for rimelig tid.

Har Stålrør AS ikke foretaget omlevering eller afhjælpning i overensstemmelse med ovenstående, skal Køber skriftligt meddele Stålrør AS en sidste frist på minimum 90 dage for opfyldelse. Har Stålrør AS ikke afhjulpet eller om-/efterleveret inden udløbet af den fastsatte frist, kan Køber hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til Stålrør AS. Stålrør AS kan til enhver tid i stedet for afhjælpning eller om-/efterlevering vælge at annullere aftalen.

Køber skal bære meromkostninger, som Stålrør AS påføres ved udbedring af mangler som følge af, at det leverede befinder sig på et andet sted end det oprindelige leveringssted. Hvis eventuel demontering og montering medfører indgreb i andet end det leverede, påhviler arbejdet og omkostningerne hermed Køber.

Såfremt en part frigør sig fra aftalen enten ved Stålrør AS’ annullering eller Købers ophævelse som følge af mangler, har Køber alene krav på tilbagebetaling af den betalte købesum mod at stille det leverede til Stålrør AS’ disposition. Køber kan ikke rejse krav over for Stålrør AS som følge heraf, det være sig driftstab, tabt arbejdsfortjeneste, tabt avance, krav fra tredjemand eller andre direkte eller indirekte tab af enhver art, medmindre manglen skyldes en af Stålrør AS udvist groft uagtsom eller forsætlig adfærd.

§ 11
Ansvarsbegrænsning

Stålrør AS hæfter ikke, uanset på hvilket grundlag krav rejses, for driftstab, tabt fortjeneste, udgifter til arbejdsløn, tredjemands tab eller andre indirekte tab.

Stålrør AS’ ansvar for tab eller skade er, uanset på hvilket grundlag krav rejses, prisen for det leverede og graden af uagtsomhed beløbsmæssigt begrænset til DKK 50.000.

§ 12
Returvarer

Returvarer modtages kun efter særskilt skriftlig aftale i hvert enkelt tilfælde og under alle omstændigheder alene for varer i ubeskadiget stand. Stålrør AS forbeholder sig ret til 20 % fradrag i fakturaprisen for returvarer. Specialfremstillede varer tages ikke retur.

§ 13
Produktansvar

Stålrør AS er ansvarlig for produktansvar i henhold til de bestemmelser i produktansvarsloven, der ikke kan fraviges ved aftale. Stålrør AS fraskriver sig ansvar for produktskade på ethvert andet grundlag. Stålrør AS er ikke ansvarlig for skader på selve det defekte produkt eller andre større produkter, som det måtte være inkorporeret i. Produktansvaret kan beløbsmæssigt ikke overstige dækningen på Stålrør AS’ produktansvarsforsikring.

I den udstrækning, Stålrør AS måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er Køber forpligtet til at holde Stålrør AS skadesløs i samme omfang, som Stålrør AS’ ansvar er begrænset efter de ovenfor anførte bestemmelser.

Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til de her anførte bestemmelser om produktansvar, skal den part, over for hvem krav rejses, straks skriftligt underrette den anden part herom.

Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskravet, som er rejst mod Stålrør AS, på grundlag af forhold vedrørende det af Stålrør AS til Køber leverede.

§ 14
Immaterielle rettigheder

Ved leverance efter skitser, tegninger eller lignende, som stilles til Stålrør AS’ disposition af Køber, efter analyseforskrifter eller beskrivelser, som gives af Køber, skal Køber holde Stålrør AS skadesløs for en eventuel overtrædelse af tredjemands rettigheder, herunder men ikke begrænset til patent- og mønsterbeskyttelse.

Køber tilhørende værktøj og modeller, der er stillet til Stålrør AS’ disposition, forsikres ikke af Stålrør AS. Nødvendige reparationer af diverse værktøjer og modeller betales af Køber, dog er Stålrør AS forpligtet til at drage omsorg for disses opbevaring. Modeller opbevares i højst 18 måneder.

§ 15
Force majeure

Stålrør AS er ikke ansvarlig over for Køber for tab, der hidrører fra omstændigheder af usædvanlig karakter, og som hindrer, besværliggør eller fordyrer ordrens opfyldelse, såfremt disse indtræder efter tilbuddets fremsættelse og ligger uden for Stålrør AS’ kontrol, herunder men ikke begrænset til strejker, lockouts, ildsvåde, krig, oprør, indre uroligheder, vejrlig og naturkatastrofer, valutarestriktioner, offentlig beslaglæggelse, import- eller eksportforbud, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, herunder energiforsyning, væsentlige pris- og/eller afgiftsforhøjelser, virus, hackerangreb, valutaudsving, produktions- eller leveringsvanskeligheder, der skyldes forhold, der ikke kan bebrejdes Stålrør AS, driftsforstyrrelser på internettet, dødsfald, sygdom eller fratræden af nøglepersoner eller indtrædelse af force majeure og/eller hardship hos relevante underleverandører.

§ 16
Lovvalg og værneting

Alle tvister mellem parterne i anledning af aftalen eller forhold, der udspringer heraf, afgøres efter dansk ret med undtagelse af dansk international privatret, der henviser til fremmed ret, samt til den internationale købelov (CISG). Værneting for eventuelle tvister er aftalt til Københavns Byret.